Skandinaviske samarbejder i fokus:
Grønne initiativer bringer norsk ambassadør til Hirtshals Havn
Den 29. januar besøgte den norske ambassadør i Danmark, Katja Nordgaard, Hirtshals Havn for at udforske nye grønne samarbejdsmuligheder over Skagerrak. Omstillingen til grøn energi og den unikke symbiosetankegang blandt virksomhederne i og omkring Hirtshals blev de store temaer for dagen og understregede, at samarbejder på tværs af nationerne er en vigtig accelerator for grøn transformation i Norden.
De ambitiøse, grønne projekter på og omkring Hirtshals Havn vækker opsigt både i ind- og udland. Senest har dette ledt til et besøg fra ambassadør Katja Nordgaard fra Den Norske Ambassade i København, som på eget initiativ efterspurgte turen til det nordjyske.
Besøget her i Hirtshals er vigtigt for ambassaden, fordi vi ønsker at styrke samarbejdet mellem Norge og Danmark om den grønne omstilling. Her spiller Skagerrak-regionen en afgørende rolle. Norge og Danmark deler de samme værdier og har komplementære styrker og fælles mål. Det skaber en fantastisk grobund for samarbejde. Det er vigtigt at vi lykkes, ikke kun for Skagerrak-regionen og vores to lande, men også for Norden og Europa som helhed. Det er her i Hirtshals, vi sammen kan vise vejen, siger Katja Nordgaard.
Grønne muligheder på tværs af Skagerrak
Værterne for besøget, Greenport North og Hirtshals Havn, havde sammensat et indholdsrigt program, der ledte den norske ambassadør gennem en verbal rundtur igennem det ambitiøse CO2-projekt Greenport Scandinavia, udviklingen af et nyt data-drevent energisystem samt planerne for at etablere et integreret brintøkosystem på Hirtshals Havn. Fællesnævneren for projekterne var fokusset på cirkularitet som en drivkraft for grøn omstilling.
Under dagens paneldebat med overskriften ’Hvordan styrkes samarbejdes over Skagerrak?’, blev elementerne i grøn omstilling, symbiosetankegang og samarbejdsmuligheder udforsket i en norsk-dansk kontekst. Panelet bestod af Katja Nordgaard fra Den Norske Ambassade, Jens Berge fra Norwegian Hydrogen, Steen Hintze fra Greenport North og Morten Drivsholm fra Erhvervshus Nordjylland. Specielt et tema havde Morten Drivsholms interesse:
Vi har brug for en fælles vision for Skagerrak-regionen. Det er afgørende for at sikre billig energi lokalt og maksimalt udnytte vores stedbundne ressourcer. Visionen skal danne grundlag for at tiltrække investeringer til regionen ved at skabe klarhed over de nødvendige infrastrukturer og sikre lokal opbakning. Det er altafgørende, at vi som region står sammen og påbegynder en fælles kortlægning af, hvor og hvilke investeringer i el-, brint- og CO₂-infrastruktur der er nødvendige. Dette fælles fundament kan gøre Skagerrak til et epicenter for den grønne omstilling og samtidig sikre langsigtet vækst og jobskabelse i hele regionen.
Hirtshals Havn åben for nye muligheder
- Vi er altid utroligt stolte, når initiativerne på Hirtshals Havn bliver bemærket, og det har været en stor fornøjelse at dykke ned i det vigtige emne om energisystemer og cirkularitet sammen med vores gode samarbejdspartnere og naboer fra Norge. Det er kun Skagerrak som skiller os ad, hvilket gør Hirtshals til en naturlig motorvej for nordmændene til Nordeuropa. Vores forhåbning er naturligvis, at besøget fra Den Norske Ambassade styrker alle de gode igangværende projekter og kan danne grobund for nye grønne samarbejder og innovative projekter, siger Per Holm Nørgaard, CEO hos Hirtshals Havn.
Den norske ambassadør var også på rundtur hos bioraffinaderiet Biomega og Power-to-X anlægget GrønGas og Grøn Brint nær Hjørring.
Fakta om grønne initiativer på Hirtshals Havn
Listen indeholder de initiativer fra Hirtshals Havn, som var i fokus under Katja Nordgaards besøg:
Greenport North
Et udviklingsselskab der arbejder med grøn udvikling indenfor energi, transport og industri med målet om at gøre Hirtshals Havn til en internationalt kendt rollemodel for bæredygtig havneudvikling.
Greenport Scandinavia
Et banebrydende klimainitiativ, der sigter efter at etablere en af Europas største import- og eksporthubs for CO₂ på Hirtshals Havn.
CONVEY
Et EU-projekt, der arbejder på at opbygge et brintøkosystem på og omkring Hirtshals Havn, hvor lokale vedvarende energikilder integreres i produktion og distribution af brint.
S.E.S.
En indsats med fokus på udviklingen af et smart energisystem, som skal øge energieffektiviteten for virksomheder på Hirtshals Havn gennem datadrevne løsninger og samarbejde.