Hirtshals får et af Danmarks første tankanlæg med flydende gas til tung trafik
Et samarbejde mellem lokale aktører i Hirtshals og Q8 baner nu vejen for et af landets første tankanlæg med flydende gas til lastbiler på Hirtshals Transport Center. Med projektet udbygger Hirtshals sin position som et centralt knudepunkt for godstransport i Nordeuropa ved at sikre alternativer med mindre klimabelastning til lastbilbranchen.
Det er nødvendigt med mere klimavenlige alternativer til den diesel, som 43.000 lastbiler i Danmark anvender, hvis den tunge trafik skal styres i en grønnere retning. Flydende naturgas (LNG) er en af de muligheder, som kan sænke CO2e emissionen, reducere sodpartikler og helt eliminere svovludledningen.
Nu sikrer et samarbejde mellem Hirtshals Havnefond, Hirtshals Transport Center og Q8, at et af landets første LNG-anlæg bliver placeret på Hirtshals Transport Center nær Hirtshals Havn inden udgangen af 2023.
- LNG-tankstationen vil gøre det muligt for den tunge transport at konvertere fra diesel- til gasdrift, og dermed bliver Jyllandskorridoren den første strækning i Danmark, hvor gasdrevne lastbiler kan bruges på lige fod med traditionelle, dieseldrevne lastbiler. Godstransportkorridoren over Hirtshals er på den måde med til at tegne fremtiden for landtransportsektoren og samtidig sikre korridorens attraktivitet for en stadig mere klimabevidst transportsektor" siger Per Holm Nørgaard, CEO hos Hirtshals Havn.
Opførelsen af LNG-tankanlægget er samtidig et skridt nærmere realiseringen af Hirtshals Havns fremtidsplaner om at opgradere havnen til en version 2.0. Planerne omfatter, sammen med en væsentlig udvidelse og facilitetsforbedring, bl.a. ambitionen om at blive den grønneste trafikhavn i Europa på gods, transport og logistikløsninger samt produktion af bedre alternativer til de traditionelle brændstoffer.
Et bidrag til den bæredygtige omstilling
Hos investorerne bag projektet er der tilfredshed med at kunne bidrage til den grønne omstilling af transportsektoren og samtidig støtte udviklingen og væksten af erhvervsaktiviteterne i Hirtshals.
- Vi oplever et stort ønske fra kunderne om at køre på mere klimavenlige brændstoffer, men mulighederne har været begrænsede for den tunge transport. Med satsningen på flydende gas vil vi gøre det nemmere for de nordeuropæiske transportfirmaer at investere i renere teknologi og køre på mere klimavenlige alternativer, siger Gert Thomasen, Head of Fleet & IDS i Q8 Danmark.
I januar 2022 kunne Q8 åbne Danmarks første LNG-anlæg til lastbiler i Padborg, og med et anlæg placeret i Hirtshals tager man dermed et vigtigt skridt mod at sikre godstransporten fra Europa gennem Danmark og videre nordpå mindre klimabelastende brændstoffer.
- Grundet vores centrale beliggenhed i relation til godstrafikken mellem Norge og EU vil vi være med helt i front, når det gælder brændstof til lastbiler, således vi også i fremtiden er attraktive for alle aktører i den tunge landtransport. Dette er kun det første af flere nye alternativer til diesel, som kommer på HTC, siger direktør ved Hirtshals Transport Center (HTC) Tonni Sørensen.
Udsigt til grønnere gas
Ved åbningen af anlægget på Hirtshals Transport Center vil det være muligt at tanke LNG. Sammenlignet med diesel udleder LNG-lastbiler op til 20 % mindre CO2e, eliminerer udledningen af svovl og reducerer markant emissionen af skadelige partikler. Forventningen er, at det inden for en kortere årrække vil være muligt at tanke flydende biogas (LBG) i Hirtshals. På den måde vil lastbiler kunne køre på biogas, der vil reducere udledningen af CO2e yderligere.
- Vi forventer, at det inden for en overskuelig tidshorisont er muligt at tanke LBG - altså flydende biogas, der er produceret ved hjælp af vindmøllestrøm - på anlægget, og dermed har vi en direkte linje fra vindmøllerne i Hirtshals til et mindre klimabelastende alternativ til de lastbiler, der tankes på Hirtshals Transport Center, siger bestyrelsesformand for Hirtshals Havnefond, Tom Frandsen.
LNG-anlægget på Hirtshals Transport Center kan sættes i drift i november 2023.
Fakta
- LNG består af naturgas, som er kølet ned til -162 grader, hvilket omdanner gassen til en væske.
- Denne proces reducerer naturgassens volumen til 1/600, hvorved det kan bruges som bl.a. brændstof til lastbiler og skibe.
- Sammenlignet med diesel udleder LNG op til 20 % mindre CO2e.
- LNG eliminerer svovludledningen, og mængden af skadelige sodpartikler reduceres markant.
- Flydende biogas, også kaldet LBG (forkortelse af "liquefied biogas"), er kemisk identisk med LNG, men vil reducere CO2e-udledningen yderligere.
- Der kan tanke to lastbiler ad gangen ved det kommende LNG-anlæg.