Hirtshals Havn - en af Norges største fiskerihavne
Norges fiskeriminister, Bjørnar Selnes Skjæran, og Danmarks fiskeriminister, Rasmus Prehn, gæstede i dag Hirtshals Havn. Temaet for besøget ved havnen var Hirtshals Havn som Norges fiskerihavn. Hirtshals bliver i Norge betegnet som Norges sydligste havn, og importen og landinger af fisk fra Norge har en stor betydning for erhvervet i Hirtshals, Nordjylland og Danmark generelt.
Under besøget introducerede administrerende direktør, Per Holm Nørgaard, gæsterne til Hirtshals Havn, erhvervet omkring havnen og betydningen af det store samarbejde med Norge og norske virksomheder. Ligeledes blev der informeret omkring den kommende havneudvidelse, som også rummer udviklingsmuligheder for øget samarbejde med det norske erhvervsliv - herunder udviklingen af cirkulær produktion og symbiosesamarbejder, hvilket blandt andet understreges af den nyeste millioninvestering i et nyt norsk bioraffinaderi, som i øjeblikket er under opstart på havnen.
Besøget i Hirtshals involverede også et besøg ved verdens største laksepakkeri, Hav Line Processing, samt Seawell Hirtshals, som er specialiseret i friske og frosne lakseprodukter med udgangspunkt i norske og nordatlantiske laks.
Bjørnar Selnes Skjæran viste under besøget stor interesse i at høre om havnens rolle og dens betydning for Norge og norske virksomheder. Derudover understregede han vigtigheden af det gode samarbejde, som længe har eksisteret mellem Norge og Hirtshals. Her lagde han dog også stor vægt på betydningen af, at man når i mål med den grønne omstilling, som er endnu et område Hirtshals Havn og Norge kan samarbejde om - ifølge Bjørnar Selnes Skjæran vil de som gør det grønne skifte nu, have stor chance for at være de førende på deres område om 10-15 år.