Mere end 35 år på kajen
Medarbejderne fortæller: ”Vi bliver hængende på havnen.”
”Når du først er ansat, slipper du ikke væk igen.” Sådan lyder den stående joke blandt medarbejderne hos Hirtshals Havn, og der er måske noget om snakken. En ny opgørelse viser, at den gennemsnitlige anciennitet hos medarbejderne på havnen overstiger 11 år. Og i én afdeling ligger gennemsnittet på hele 21 år.
For snart fire år siden tiltrådte en ny direktør hos Hirtshals Havn. Per Anholm Nørgaard blev hurtigt imponeret over det stærke fællesskab, der prægede den nordjyske havn. Især én ting sprang i øjnene: I en tid, hvor mange virksomheder kæmper med høj personaleomsætning, vælger medarbejderne hos Hirtshals Havn at blive, ofte i flere årtier.
- Størstedelen af medarbejderne her på havnen har fulgt hinanden gennem livets mange faser. Det giver et helt unikt sammenhold, fortæller Per Anholm Nørgaard og fortsætter:
- Jeg er stolt af at være en del af en arbejdsplads, hvor loyalitet er et af kendetegnene. Der ligger uundværlige kompetencer og erfaringer her i huset, som er opbygget gennem mange år, og dem får mine kollegaer og jeg glæde af at trække på hver dag. Det er en styrke, der gør medarbejderne på Hirtshals Havn til noget særligt.
Vejen til 35 år på pinden
De 30 medarbejdere hos Hirtshals Havn har en gennemsnitlig anciennitet på over 11 år, men det er ikke et tegn på stilstand for organisationen. De seneste tre år er 9 nye medarbejdere kommet til, hvilket vidner om havnens fortsatte vækst.
Men ét team skiller sig særligt ud i organisationen. De syv kollegaer i Havnevagten – havnens centrale beredskab og operationsenhed for skibstrafikken – har en gennemsnitlig ansættelsesperiode på 21 år.
I 2025 stod en af kollegaerne, Dennis P. Lauritsen, foran sit 35. år i Havnevagten.
- Hvis du havde spurgt mig, da jeg som knægt startede i Havnevagten, havde jeg nok ikke troet, jeg skulle blive her så længe, fortæller Dennis og fortsætter: – Men vi har et helt unikt sammenhold her på havnen og en god spandfuld humor og humør. Måske er det krydderierne, der gør, at jeg er fanget som en fisk i nettet.
Jubilæer på stribe
Med de længere ansættelsesperioder er det ikke en sjældenhed med jubilæer på Hirtshals Havn. 2025 bød på mange lykønskninger til kollegaer, der har rundet 10, 15, 20 og 35 år på havnen. I 2026 tager Hirtshals Havn endnu et ryk op, når en af havnens kollegaer runder 40 år som en del af havnebilledet.
Peter Ydesen, Head of Technical Projects hos Hirtshals Havn, havde også fornøjelsen af at runde 35 år på havnen i 2025 og reflekterer med glæde over sin ansættelsesperiode hos den nordjyske havn:
- Der er noget særligt over vores kollegaskab. De 35 år her på havnen har budt på udvikling både på den private og arbejdsmæssige front, og jeg er stolt af stadig at være en del af teamet, siger Peter og fortsætter:
- Her på Hirtshals Havn betyder det ikke noget, om du er ung eller gammel, ny eller garvet – du bliver set for den, du er – og selv på 35. år kan jeg blive overrasket over den nysgerrighed, som vi blandt kollegaerne har over for hinanden. Så er det stadig en fornøjelse at gå på arbejde, selv efter små 13.000 dage.
Fakta om anciennitet hos Hirtshals Havn:
- Antal medarbejdere hos Hirtshals Havn: 30
- Gennemsnitlig anciennitet for alle medarbejdere: 11 år
- Gennemsnitlig anciennitet hos Havnevagten: 21 år